So proud, pleased and humble to have received the opportunity to revise and resubmit my manuscript "Seeberg, Henrik Bech (2019). ‘The power of the loser: Evidence on an Agenda-Setting Model of Opposition Policy Influence’", at the American Journal of Political Science. The manuscript puts together the main argument of my PhD-dissertation.

Glem Brexit, Boris Johnson havde aldrig vundet uden et markant ryk mod venstre
 
Selvom et af Labours bedste emner, det britiske sundhedsvæsen, NHS, fyldte meget i den britiske valgkamp, udraderede Boris Johnson alligevel Jeremy Corbyn. Et vinderemne blev til et taberemne efter Johnson lovede at tilføre markant flere penge til NHS.
 
Af Henrik Bech Seeberg, lektor i Statskundskab på Aarhus Universitet
 
Brexit har domineret britisk politik op mod det britiske parlamentsvalg den 12. december 2019, hvor Boris Johnson førte Det Konservative Parti til en historisk sejr. Ikke desto mindre blev det britiske sygehusvæsen et uventet stort emne i valgkampen. Til trods for de enorme uenigheder mellem Labour og Det Konservative Parti omkring Brexit, var diskussionen om sundhed karakteriseret ved en slående enighed partierne imellem. I en tid hvor britisk politik er præget af historisk splittelse, hvordan kom sundhedspolitik så til at samle parlamentet?
 
Hvorfor blev NHS et stort emne i valgkampen?
Det britiske sundhedssystem, NHS, er kronjuvelen i den britiske velfærdsstat. Mens ældrepleje kun tilbydes de allerfattigste, og brugerbetalte privatskoler udgør en væsentlig del af den britiske folkeskole, er sundhed den eneste fuldt ud skattefinansierede velfærdsydelse med fri og lige adgang i Storbritannien. Selvom sundhedspolitik generelt fylder i valgkampe i de fleste vestlige lande, så er NHS noget helt særligt for briterne. Dog er der sket en stigning siden 2010 i ventetiderne til kræftbehandling og skadestuer på de britiske sygehuse, og patienttilfredsheden har været faldende siden Det Konservative Parti overtog magten i 2010 (BBC 10. december 2019). Finansieringen har ikke stået mål med inflationen, og de konservatives forventninger om flerårige effektivitetsforbedringer og ’more healthcare for the same money’ er ikke slået igennem. Der er nu massiv mangel på både læger, sygeplejersker og udstyr (BBC 10. december 2019). NHS er i krise, og det voksede derfor også frem som vælgernes største bekymring, næstefter Brexit, ifølge flere målinger (YouGov 7. november 2019). Nogle gange nævnes NHS oftere som bekymring end brexit (når man spørger efter top 3; BBC 5. november 2019).
 
NHS rammer et ømt punkt hos vælgerne, hvilket kom tydeligt frem med billedet af den fireårige Jack, som var blevet indlagt på et hospital i Leeds og placeret på gulvet i mangel på sengepladser. Billedet ryddede alle forsider i de sidste dage før valget. Det blev billedet på vælgernes store bekymring – at et familiemedlem bliver syg over vinteren og må behandles under kummerlige forhold. Dermed forstærkede billedet en generel tendens i parlamentsvalg i vestlige lande, hvor sundhedspolitik ofte er et stort valgkampstema, fordi det uundgåeligt berører en stor andel af vælgerne. Vælgerne har umættelig efterspørgsel på sundhed, og dermed er kritik af politikerne uundgåeligt samtidig med, at nye behandlingsmuligheder skaber store udfordringer for politikerne med fortsat at møde det store ønske om at kunne helbrede alle, fordi den nyeste behandling ofte er meget dyr. Det er disse karakteristika ved sundhedsområdet, som gør, at det har været et top fem valgkampstema i alle britiske parlamentsvalg siden 1987 (Green-Pedersen 2019: 159).
 
Brexits fjender – NHS’ venner
Et sådan NHS i krise er en lækkerbisken for Labour i en valgkamp, og Labour tøvede da heller ikke med at sætte sundhedspolitik på valgkampsdagsordenen. ”Save the NHS,” lød det fra dem. Labour vil alt andet lige få et bedre valg, hvis de emner de har såkaldt emneejerskab på – NHS som et præmieeksempel – er øverst på vælgernes dagsorden. Den underliggende mekanisme er, at vælgere er tilbøjelige til at stemme på det parti, som i deres øjne ejer emnet, dvs. det parti vælgerne finder mest kompetent til at håndtere de emner, de er mest bekymret for. Læg dertil, at emnet allerede var højt på vælgernes dagsorden, og den siddende konservative regering har drevet NHS i knæ. Under normale ’ikke-Brexit’-tider ville disse forhold formodentlig føre Labour tæt på en valgsejr, ligesom det skete med Tony Blairs jordskredssejr i 1997. Efter mange år med store omorganiseringer af det britiske sundhedsvæsen – introduktion af frit valg til patienter, selvejende praktiserende læger og private sygehuse – gik Labour således ikke overraskende til valg på massive stigninger i den offentlige finansiering af NHS.
 
Det bemærkelsesværdige er ikke så meget Labours klassiske valgkampsstrategi på sundhed, men de konservatives modtræk. Trods enorme uenigheder med Labour om særligt Brexit og indretningen af den britiske økonomi, lagde Det Konservative Parti sig tæt op ad Labour på sundhedsområdet og lovede matchende stigninger i finansieringen og sågar gratis parkering samt bedre madordning på sygehusene – præcis ligesom Labour. Det er nye takter. Siden Tony Blair bragte sundhedsvæsenet på dagsordenen i 1997, har de konservative vedblivende søgt at modernisere NHS ved at introducere markedskræfter og konkurrence. Labour var igennem 00’erne hurtige til at ’gøre som de konservative sagde’ for at sikre sig, at det ikke udviklede sig til en konservativ valgtrumf (Seeberg 2013). Det er nu vendt på en tallerken. Med NHS i krise var Boris Johnson i defensiven og ville gå langt for at matche Labour.
 
Boris Johnson havde mulighed for at flytte sig så meget på sundhedspolitikken, fordi det britiske partisystem giver plads til det. Med reelt kun to partier på spillepladen ved siden af en række oftest marginale partier, er de britiske partier i modsætning til de mange danske partier ikke bundet af koalitionshensyn og skal heller ikke frygte at skabe forvirring om, hvor de står ift. andre partier omkring dem i modsætning til de store danske partier. Det giver Labour og de konservative et stort manøvrerum og tillader dem at stå meget langt ude på fløjene på Brexit-spørgsmålet, men meget tæt på hinanden på sundhedsspørgsmålet.
 
Selvom NHS måske mere end nogensinde trænger til en grundlæggende diskussion om, hvordan det kan indrettes til at behandle en hastigende aldrende befolkning, som den Britiske ældrepleje kun i meget begrænset omfang tager sig af, så var det britiske parlamentsvalg 2019 alligevel kendetegnet ved, at der har udviklet sig en konsensus mellem de to store partier om at tilføre flere penge til det britiske sundhedsvæsen.
 
Sundhedspolitikkens betydning
Selvom et af Labours bedste emner fyldte meget i valgkampen under noget nær perfekte forhold med et kriseramt sundhedsvæsen under en konservativ regering, udraderede Boris Johnson alligevel Jeremy Corbyn. Boris Johnsons store ryk hen mod Labours position på sundhed fjernede Labours umiddelbare fordel. Labour forsøgte godt nok at gå længere end de konservative ved at love at fjerne brugerbetaling på receptpligtig medicin og tandlæger, men det ændrer ikke ved, at det var svært at se forskel på de to partier.
 
Partiernes enighed medførte, at kampen mellem partierne vendte sig fra deres uenigheder til deres evner til at levere på deres sundhedsløfter. Det betød, at vælgerne ikke længere kunne vurdere partierne på forskelle i deres positioner på sundhedsvæsenet og i stedet vendte sig mod deres kompetencer i at løse problemer på sundhedsområdet. Så selvom Labour normalt har et stærkt omdømme på sundhedsområdet, så kan vælgernes manglende, generelle tro på Jeremy Corbyns lederegenskaber have slået igennem også her. Dermed blev et umiddelbart vinderemne for Labour til et taberemne efter Boris Johnsons lovede at tilføre markant flere penge til NHS. Så ved nærmere undersøgelse, så har sundhedspolitik formodentlig spillet direkte ind på resultatet af det britiske valg, men ikke helt som vi eller Jeremy Corbyn havde forventet det. ”The NHS is safe with us”, som Boris Johnson gentog det.
 
 
Bio: Henrik Bech Seeberg (f. 1983) er lektor i Statskundskab på Aarhus Universitet, og har skrevet sin PhD-afhandling med titlen ”The Power of the Loser” om de britiske partiers kamp om at sætte den politiske dagsorden fra Thatcher til Cameron. Han forsker i partikonkurrence, emneejerskab og den politiske dagsorden.
 
Referencer
BBC (5. november 2019). ”General election 2019: How Remainers and Leavers plan to vote” https://www.bbc.com/news/election-2019-50659248. Tilgået 12. december 2019.
 
BBC (10. december 2019). ”11 charts on why the NHS matters in this election” https://www.bbc.com/news/health-50290033. Tilgået 12. december 2019.
 
Green-Pedersen, Christoffer (2019). The Reshaping of West European Party Politics: Agenda-Setting and Party Competition in Comparative Perspective. Oxford: Oxford University Press.
Seeberg, Henrik Bech (2013). The Power of the Loser. Aarhus: Ph.d.-afhandling publiceret på Aarhus Universitetsforlag.

YouGov (7. november 2019). ” Which issues will decide the general election?” https://yougov.co.uk/topics/politics/articles-reports/2019/11/07/which-issues-will-decide-general-election. Tilgået 12. december 2019. 

On Thursday 12 December 2019, I had the pleasure to debate the British 2019 Election in the Danish television. I think we had a very engaging discussion about the the political parties' campaign and competition to win votes. Link to the debate: https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-aung-san-suu-kyi-forsvarer-sit-land-mod-anklager-om-folkemord_155843

Together with great colleagues, I proudly host the CAP2020 Conference in Aarhus July 1-3, 2020. This is the call for papers:

We invite submission of paper abstracts for CAP 2020 in Aarhus July 1-3, 2020. Submit abstracts here: https://ps.au.dk/forskning/konferencer/cap2020/abstract-submission/. The deadline is February 15, 2020. Please share this call. More info about the conference: www.ps.au.dk/cap2020.
 
On July 1-3 2020, Aarhus University will host the 15th Comparative Agendas Project Conference, the “CAP2020”. This is a 3-day conference with paper-presentations organized in panels in three tracks, a key note, and a joint reception and dinner. The conference hosts up to 100 international researchers from all parts of the world who are all interested in ‘who sets the agenda’ in political systems around the world. One of the key strengths of the CAP-conference is its cross-disciplinarity and scholarly plurality: the conference brings together a broad variety of researchers concerned with all parts of the political system including research on legislation, budgets, parliaments, bureaucracy, interest groups, the media, and voters. The diverse set of researchers is brought together by a common interest in describing and understanding political agenda-setting, which is the initial phase of the political decision-making process in which political actors compete to decide which are the pressing issues that parliament needs to solve. This is a crucial phase in policy-making. If, for instance, business interests successfully keep pollution as a political issue off the agenda, then they probably avoid the enactment of strict regulation.
 
The CAP2020 invites paper submissions from scholars from around the world who work on the allocation of political attention, especially scholars who have not attended a CAP conference before or who have recently started to work with the political agenda data collected by the international research network behind the Comparative Agendas Project (CAP) (see www.comparativeagendas.net).
 
The CAP2020 allows the CAP network to meet in order to exchange ideas and maintain the network. The CAP network is an open collaboration of an increasing number of national research groups that each collect and code agendas data in their own country. The network has collaborated for about 15 years and its efforts were recently recognized by the American Political Science Association, when the network was awarded the “Lijphart/ Przeworski/ Verba Dataset Award”.

I just applied to present some of my new research at EPSA 18-20 June 2020 in Prague as well as take part in a workshop  organised by Jon Polk and Jonas Hinnsfors on political parties in Western Europe at the NOPSA conference, 11-14 August 2020 in Reykjavik. 

We are now ready for submission of abstracts for CAP 2020 here in Aarhus July 1-3, 2020.

You can submit your abstracts here: https://ps.au.dk/forskning/konferencer/cap2020/abstract-submission/. The deadline is February 15, 2020.

More about the conference: www.ps.au.dk/cap2020